Det er i det Klassiske Grækenland at både homøopati og konventionel vestlig medicin har deres rødder. Det var den græske læge Hippokrates som i det 5. årh. f. Kr. foreslog at sygdom ikke skyldes guddommelig indgriben men i stedet er forårsaget af kræfter i naturen. Hippokrates lagde vægt på at det er vigtigt at stimulere patientens egne helbredende mekanismer. Datidens medicinske praksis var baseret på Modsætningernes Princip som dikterede at man ordinerede en substans som forårsagede det modsatte af sygdommens symptomer. Diarré blev behandlet med medicin som gav forstoppelse, f.eks. aluminium- hydroxid. En fremgangsmåde som stadig bruges i konventionel vestlig medicin i dag.
Hippokrates derimod, udviklede Lighedens Princip som er baseret på ideen om at "hvad der ligner, helbreder". Lighedens Princip siger at hvad der kan forårsage sygdomssymptomer i raske mennesker kan helbrede de samme sygdomme i syge mennesker. V.h.a. Lighedens Princip stimuleres patientens iboende helbredende mekanismer. For eksempel blev Julerose (Veratrum Album) brugt til at behandle kolera, men hvis ordineret til raske mennesker resulterede det i koleralignende symptomer. En opdagelse som Dr. S. Hahnemann verificerede mange århundreder senere, hvilket førte til opblomstringen af homøopati. Men før homøopatiens fader Hahnemann er der en anden historisk person som var vigtig for homøopatiens udvikling : Paracelsus .
Den svejtsiske doktor og alkymist Paracelsus (1493-1541) genoplivede Hippokrates' ideer og lagde vægt på den græske Signaturernes Doktrin som indikerer at alt i naturen: planter, mineraler, dyr bærer "Guds signatur" som indikerer hvilke helbredende egenskaber de har. Ifølge Paracelsus har alle planter og mineraler aktive bestanddele som kan helbrede. Hans kemiske og lægelige eksperimenter lagde grunden for moderne medicin og farmakologi. Hans introduktion af mange nye mediciner som svovl, jern, opium og arsenik og hans vedholdende tro på Lighedens Princip gør ham til en nøglefigur i udviklingen af homøopati.
Trods Paracelsus' opdagelser var den medicinske praksis stadig barbarisk i det 18. årh. Hygiejne var ukendt, kviksølv, bly og ren arsenik blev brugt i store mængder som medicin og iglepåsættelse, åreladning, fontaneller mm var vidt udbredt med forfærdelige bivirkninger og dødsfald til følge.
Det var i denne periode at den tyske doktor Samuel Kristian Hahnemann (1755-1843), desillusioneret med sit lægearbejde og manglen på faste behandlingsprincipper, begyndte at formulere en bedre forståelse af sygdom, sundhed og medicin. Han opdagede at malariamedicinen quinin isoleret fra barken af Cinchona Officinalis kan fremkalde malarialignende symptomer i raske mennesker og at de kunstigt fremkaldte symptomer forsvinder når medicinen stoppes, hvilket underbygges af både Paracelsus og Hippokrates. Ved at foretage denne procedure på en større gruppe personer og notere de fremkaldte symptomer fik han et fuldt billede af quinins helbredende egenskaber, hvilket ikke begrænsede sig til malaria. Det var den første såkaldte "prøvning".Hahnemann gik i gang med et større antal "prøvninger" af planter, mineraler og dyreprodukter og samlede oplysningerne i et Materia Medica (lægemiddellære). For at undersøge om disse substanser nu også kunne helbrede hvad Lighedens Princip forudsiger, begyndte han sine konsultationer med et omhyggeligt interview hvor patientens sygdomsforløb, livsstil, helbred, modaliteter mm blev noteret ned. Disse informationer blev matchet så tæt som muligt til et af de " prøvede midler" som blev givet i stærkt fortyndet grad. Resultaterne var sensationelle og Hahnemann fik hurtigt mange patienter, tilhængere og fjender. I hele sit liv arbejdede Hahnemann på at forbedre og udvikle sit system som han kaldte Homøopati (homøo= lignende, pati= lidelse). Han skrev utallige afhandlinger og bøger og " prøvede" omkring 100 midler.
Da Hahnemann døde i 1843 var
homøopati grundigt etableret i det meste af verden og forudset
til at blive den nye verdensmedicin. Der var homøopatiske skoler
og hospitaler i mange lande og i USA praktiserede 15 %
af lægerne homøopati.
I slutningen af det 19.årh og begyndelsen af det 20.årh vandt konventionel vestlig medicin stor indpas og med et splittet homøopatisk samfund gik det ned ad bakke for homøopatien i hele verden undtagen Indien. I mange lande blev det forbudt med grunde som "at man ikke kunne forklare præcist hvordan det virkede". Eller simpelthen fordi det passede den konventionelle lægestand som nu stod uden opposition eller kritik.
Efter 100 års dominans er mange af den konventionelle medicins mangler og farer blevet tydeliggjort og patienter søger nu alternativer: Det mest brugte er homøopati.
Skoler og klinikker åbner i mange vestlige lande og homøopater er involverede i banebrydende research i disse år. Trods modarbejdelse fra medicinindustrien og mange i den konventionelle lægestand er homøopatien i rivende udvikling. Det er også af stor betydning for homøopatiens modstandere at moderne fysik kan begynde at forklare hvordan homøopatiske lægemidler virker.
I lande hvor forsikringen dækker homøopatisk behandling eller hvor man skal betale for både konventionelle læger og homøopater er homøopati blevet et meget brugt alternativ. I Danmark hvor homøopati er stærkt konkurrencesvækket fordi behandling hos konventionelle læger er gratis, er homøopati stadig relativt ukendt.
